Amygdala-fælden

 

Amygdala består af 2 mandelformede strukturer i den del af hjernen, som hedder det limbiske system. Det limbiske system er udviklingsmæssigt en gammel del af hjernen og ligger dybt nede i storhjernen. Systemet har betydning for vores hukommelse og følelser. Udover amygdala er også hippocampus en del af limbiske system. Den er meget vigtig for indlæring af nye oplevelser og sanseindtryk. 

Amygdala har betydning for bearbejdning af følelser, fx frygt. Amygdala er en slags alarmklokke. Den fortolker alle de signaler, vi udsættes for i løbet af dagen og vurderer, om der er fare på færde. Hvis den vurderer noget som farligt, udsender den en sand tsunami af elektriske impulser, der “kaprer” resten af din krops funktioner. Dit hjerte begynder at galoppere afsted, dine muskler spændes, du er klar til at handle eller flygte.

Det er utrolig smart, hvis eksempelvis bilen foran dig bremser op, og du lynhurtigt er tvunget til at reagere. Men i vores moderne verden, kan amygdala nemt få for meget magt. Det er eksempelvis ikke så hensigtsmæssigt, at amygdala tolker det, at du skal holde en vigtig præsentation som noget meget farefuldt.

Det er korrekt, at en mild grad af stress, kan bruges til at nå en deadline og skabe intensitet, men ingen kan holde til at være i den tilstand for længe ad gangen. Hver gang amygdala blusser op og overtager resten af hjernen, er det langt sværere for medarbejderen at tænke analytisk, få nye ideer, samarbejde og generelt løse komplekse problemer.

Forskning har desuden vist, at det er i amygdala vi lagrer oplevelser. Det er derfor, at hvis der opstår en situation tæt op af noget, som tidligere har påvirket dig stærkt følelsesmæssigt – gjort dig ked af det, rasende, bange –  så blusser amygdala op. Flygt nu! Hvis amygdala havde komplet kontrol, ville vi konstant være i alarmberedskab. Det er den tilstand, som meget neurotiske mennesker eller mennesker med stress kan opleve.  

 

Hvad trigger Amygdala?

Som leder er det vigtigt at være bevidst om, hvad der trigger amygdala hos medarbejderne. Hver eneste gang du kommunikerer med en medarbejder på en måde, der trigger hans eller hendes amygdala, så lægger du en snubletråd ud og hæmmer resultaterne. Alle mennesker overvældes fra tid til anden af frygt, også selvom de ikke fysisk er i fare.  Her er nogle eksempler på situationer, der trigger amygdala hos langt de fleste:

 

  1. For store og uoverskuelige opgaver
  2. Statustrusler og ubalancer i status
  3. Diktater og råd
  4. Oplevelse af uretfærdighed og social eksklusion
  5. Usikkerhed om fremtiden og jobbet
  6. Misvisende kommunikation
  7. Undergravende beskeder og uciviliseret opførsel
  8. Farlige (reelt og indbildte) situationer